Danske verbers tidsbøjning er sjældent det store problem: jeg sover, jeg sov, jeg har/havde sovet, og er vi lidt large, kan vi godt sige, at der også findes fremtid: jeg vil sove. Det er i det store hele det. Hvad nu, hvis vi også betragter “faldt i søvn”, “fik sovet”, “prøvede på at falde i søvn”, “plejede at sove” og flere andre som bøjningsformer af at sove? Det kan man i for eksempel italiensk, og så er det besværligt for en dansker.
Se også O tempora (sine modis) og om NULTID
Brug af pass.pros. skal sammenholdes med passato remoto over for imperfetto, men vi skelner til daglig brug i Danmark og i det danske skolesystem ikke mellem pass.rem. og pass.pross. Virkeligheden er som sædvanligt lidt anderledes, idet regional-dialektale forhold spiller ind:
Nord: pass.rem. bruges så godt som ikke i uformel, daglig tale, i stedet bruges pass.pross. til at udtrykke den afgrænsede, punktuelle datid (det er denne sprogbrug, vi for nemheds skyld lægger os op ad, læs derfor om de to datider som var de én og samme).
Syd: Pass.rem. er som afgrænset, punktuel datid mere almindelig end pross.
Toscana og Mellemitalien: Pross. og rem. er to fundamentalt forskellige tider, og det er dette fænomen, der vil blive belyst i det følgende, da det er denne sprogbrug, der anvendes på tryk i aviser og bøger etc.:
I Pass.pros. som resultativ perfektum: Pass.pross. bruges til at beskrive en fortidig, afsluttet handling, som føles knyttet til nutiden på en eller anden måde og har konsekvens for nutiden, har et resultat i nutiden:
Mi ha dato un calcio ..og det gør ondt endnu! (modsat pass.rem.: mi diede un calcio .. men det tænker jeg ikke på mere). Spørgsmålet: perché sei così arrabbiato con lui? kan kun besvares med pass.pross. perché mi ha dato un calcio, mens pass.rem.-udgaven af svaret anvendes af folk med elefanthukommelse. Det ses heraf, at pass.pross. har denne snævre tilknytning til nutiden, – jf.dansk, hvor “fordi han har givet mig et spark” føles som forklaring nok her og nu, mens “fordi han gav mig et spark” næsten per automatik lægger op til følgespørgsmålet “hvornår?”, og det er (næsten) underforstået, at det ikke gør ondt mere. OBS! OBS!: der vil altid kunne findes eksempler på, at denne forskel ikke findes på dansk, men det vil vi ikke bruge tid på her.
II Pass.pross. som inklusiv perfektum: Pass. pross. bruges også til at beskrive en fortidig handling, som er afsluttet i et tidsrum/ årrække/århundrede/periode, som ikke selv er afsluttet endnu: “Negli ultimi anni abbiamo cambiato casa sette volte” -> inden for de sidste år (en endnu ikke afsluttet periode) har vi flyttet 7 gange, men i pass.remoto: in quei anni cambiammo casa 7 volte –> i de år (=dengang, afsluttet) flyttede vi 7 gange. (Det kan bemærkes, at denne brug af pass.pross. tit understøttes af et adverbium, som i sin betydning refererer til nutiden (già, ancora, finora, da (qualche anno)).
III Passato remoto som aoristisk fortid: Pass.rem. bruges om den i fortiden afsluttede handling/begivenhed/oplevelse, som ikke har nogen forbindelse til nutiden: lo incontrai per caso sul treno -> men ingen af os er længere på det tog; nacque nel 1915 -> men han er død nu! (jf è nato nel 1915, og han lever endnu). Denne tid er derfor også den fortid, som i fortællinger bringer handlingen videre.
OBS. OBS. og NB!: Du har herved min tilladelse til i såvel tilfælde I som II og III at bruge passato prossimo, jf. hvad der ovenfor er skrevet om situationen i Norditalien.
Enhver ved, at det perfekte er det fuldendte, det der er gjort færdig, afsluttet, – der er ikke mere at komme efter, grænsen for det fuldkomne er nået. Det imperfekte er tilsvarende det ufuldendte/uafsluttede/uafgrænsede, og dette gælder som overordnet regel også for verbaltiden imperfetto.
Den bruges i modsætning til pass.pross./rem. om en handling/ situation/tilstand, der er baggrund for noget, som indtræffer i pass.pross./rem. Groft sagt er imperfetto durativ, mens pass. pross./rem. er punktuel.
Durativ: Mentre lavorava a maglia, leggeva il libro : mens han strikkede, læste han i bogen: ren situationsbeskrivelse; der siges ikke noget om hverken begyndelse eller afslutning på verbalhandlingerne, kun at den foregik i et ikke nærmere bestemt/ afgrænset tidsrum. Her overfor: Mentre lavorava a maglia, lesse/ ha letto il libro: mens han strikkede, fik han læst bogen = læste han bogen færdig. Nært sammenhængende med det durative er:
Iterativ: den gentagne handling. Gentagelse kan udnyttes til to ting:
1) beskrive en vanebestemt [habitualis], afsluttet handling i et ikke afgrænset tidsrum: lavorava a maglia due ore ogni giorno: han plejede at strikke i to timer [afslutningen ligger i disse to timer] hver dag [her er det ikke afgrænsede tidsrum]
2) beskrive forsøg [de conatu] på at udføre verbalhandlingen: leggeva il libro kan i given sammenhæng betyde: han prøvede på at læse bogen (Naturligvis vil det være mere entydigt at sige: cercava di leggere il libro, når man vil understrege, at det ikke lykkedes af en eller anden grund).
OBS! OBS! og bemærk: det skrevne om pass.pross./rem. og imperf. beror altså på verbets bøjningsform: ha letto/ lesse/ leggeva, men verber betyder jo også noget, f.ex. er at sove i sin betydning durativ, hvorfor det er “naturligt” at sætte det i den durative fortidsform dormiva: han lå og sov, men selvfølgeligt kan det også sættes i den punktuelle fortidsform ha dormito/ dormì: han fik sig en lur eller: han faldt i søvn. Omvendt er uscire i sin betydning punktuel, hvorfor det “naturligt” kommer i sin punktuelle fortidsform: è uscito/ uscì: han gik ud, men i durativ fortid: usciva: han gik sædvanligvis ud/ han gik ud hver gang/ han prøvede på at gå ud osv. bestemt af omstændighederne. Hvordan ser man så om et verbum i sin betydning er det ene eller andet? Hvis man meningsfyldt kan tilføje adverbialet a lungo: længe, er det durativt: dormire a lungo: sove længe; men hvis det ikke giver mening at tilføje dette adverbial, så er det et punktuelt verbum (kaldes også: et perfektivt verbum): *svegliarsi a lungo*: *vågne længe*
Der er folk, som studerer disse ting gennem et helt liv, så du skal ikke fortvivle, hvis du her, hvor du for første gang ser fænomenet, evt. ikke har det totale overblik med det samme: Vorherre brugte immervæk hele 6 dage på at skabe verden, og først på den syvende tillod han sig at hvile, men han gjorde altså tingene i den rækkefølge og ikke omvendt.