Substantiver betegner oftest ting, personer og dyr. Substantiverne opdeles i underklasserne:
a) proprium (egennavn) f.eks. Peter, Jylland og
b) appellativ (fællesnavn) f.eks. bog, gade, varme.
På mange sprog bøjes de i køn og tal – på dansk har vi fælleskøn (et hus) og intetkøn (en bil),
mens der på mange andre, f.eks. italiensk, er hankøn og hunkøn.
Bruges til at beskrive substantiver og pronominer. De gradbøjes og vi har i alt tre grader. For eksempel vil adjektivet høj bøjes således: høj (1. grad), højere (2. grad) og højest (3. grad).
Artikler er ord, som lægger sig foran et substantiv (på dansk en og et) – de afslører derfor substantivets køn og tal. En og et er ubestemt form, mens man på dansk (meget uregelmæssigt i forhold til andre sprog) sætter artiklen bagved i bestemt form. De fleste har været igennem det i skolen med der, die og das og kender til dem på engelsk med a/an (ubestemt form) og the (bestemt form).
Pronominer er ord, som kan erstatte et navn. F.eks. kan jeg sige
jeg i stedet for Jacob og ham i stedet for Christian. Der er forskellige grupper af pronominer: Personlige, possessive,
henførende, påpegende, samt flere. De bøjes efter person (1. person ental, 2. person ental, osv.) og kasus (grundled,
genstandsled og hensynsled). Læs mere om det her.
– bruges om 1., 2. og 3. person:
Nominativ: jeg, du, De, han, hun, den, det, vi, I, de, De
Akkusativ: mig, dig, Dem, ham, hende, den, det, os, jer, dem, Dem
Genitiv: hans, hendes, dens, dets, vores, jeres, deres, Deres
De possessive pronominer er min (mit, mine), din (dit, dine), sin (sit, sine), vor (vort, vore) (bruges især i faste udtryk, fx i vore dage). De fungerer ligesom pronominernes genitivformer (fx hans, hendes), men bøjes ligesom adjektiver i køn og tal efter det substantiv der følger efter:
Demonstrative pronominer er denne, dette og disse:
Også den, det, de er demonstrative pronominer når de står foran et substantiv og har stærkt tryk:
– sig bruges kun når man henviser til sætningens subjekt:
– bruges i spørgende sætninger og som relativpronominer, fx hvem, hvad, hvis, hvilken (hvilket, hvilke).
– er man, en (et), ingen (intet, ingen), nogen (noget, nogle). Som akkusativform for man bruges en og som genitivform ens.
Udtrykker en handling eller noget man er. Verber
bøjes efter tid, måde og aktiv/passiv og
på næsten alle sprog
med undtagelse af dansk, også efter person.
De mest benyttede tider er nutid, datid, før nutid,
før datid, infinitiv (navnemåde) og
imperativ (bydemåde).
Derudover findes der en kort tillægsform og en lang
tillægsform.
På mange sprog – dog ikke dansk
– bøjes verber efter person. Dette
skal du være opmærksom
på, hvis du
vil lære et nyt. Det vil ofte være
opstillet således:
1. person ental
2. person ental
3. person ental
1. person flertal
2. person flertal
3. person flertal
Verbet vil altså være forskelligt alt
efter hvilken person, der er tale om. Igen; dette er ikke
tilfældet på dansk,
hvor samme endelse bruges hele vejen igennem.
Adverbier er ord, som bestemmer verber og adjektiver. På dansk bøjes de ikke, men vær opmærksom på dem i andre sprog, især engelsk.
Adverbierne lægger sig til verber, adjektiver, andre adverbier eller (dele af) sætninger og udtrykker:
| Tid | bagefter, nu |
| Sted | der, her |
| Måde | direkte, tilfældigvis |
| Retning | derfra, herhen |
| Grad | særdeles, temmelig |
| Sikkerhed | sandsynligvis, nok |
| Nægtelser | ordet ikke |
| Holdning | desværre, heldigvis |
Bøjning af adverbier
Adverbier bøjes normalt ikke:
Enkelte adverbier kan dog bøjes i grad (fx længe, meget, ofte, tit, gerne):
Konjunktioner binder sætninger sammen og gør den mere logisk og flydende. Der findes sideordnende og underordnende konjunktioner:
- Sideordnende konjunktioner sideordner
hovedsætninger og er ord som og, eller,
men.
- Underordnende konjunktioner forbinder hoved- og
ledsætninger med ord som der, som, fordi,
hvis.
Der er ofte problemer med visse ord, så vi tager nogle eksempler:
Hvilken ordklasse er som?
Som kan både være et henførende pronomen (hvis det står i stedet for en person eller ting) og en konjunktion (hvis det bruges som udtryk eller for at sammenligne noget).
Hvilken ordklasse er på?
Kan være adverbium (f.eks. hvis man siger tage på) og en præposition (f.eks. oven på, eller hvis det bruges som udtryk; på tide).
Hvilken ordklasse er man?
Pronomen (stedord). Bruges i udtryk eller som synonym for du, en, jeg eller vi.
Hvilken ordklasse er nogle?
Pronomen (stedord). Flertal af nogen. Sættes i stedet for personer.
Hvilken ordklasse er mange?
Adjektiv (tillægsord) i flertal.
Hvilken ordklasse er med?
Med kan både være et adverbium og en præposition.
Hvilken ordklasse er i?
I kan både være et adverbium, en præposition og hvis der menes I, som 2. person flertal, er det et personligt pronomen.
En ordklasse, der beskriver et forhold før et
substantiv. Sammen bliver der altså dannet et
adverbialled (forholdsordsled).
Eksempler er i, til, ved og foran.